Tandløs - en forsvunden politirapport forhindrede erstatning.

Den 13. november 1996 var der et væbnet røveri hos Allerød Autoophug

Kort efter lukketid gik døren op og pludselig stod der en sortklædt mand med hætte over hovedet og pegede på mig med en pistol. "Gimme the money" råbte han. Det gentog han flere gange indtil jeg svarede noget i retning af: "Skyd bare - du får ikke pengene". Jeg rejste mig op og skubbede ham væk. Han tabte pistolen og et slagsmål begyndte. Under kampen fik han fat på en 1 kg. muggert, der hang på en værktøjstavle i kontoret. Han slog ud efter mit hovedet og i løbet af brøkdelen af et sekund, var det mig der havde hammeren. De færdigheder og reflekser, jeg havde trænet mange år tidligere i judo, jiu-jitsu og karate reddede mig.

Lynhurtigt røg han ud ad døren og hen til porten - der desværre var lukket. Han fumlede febrilsk med lukkebeslaget, og da jeg rakte den en hånd ud for at hjælpe ham, var han ikke sen til at udnytte situationen. Lynhurtigt rev han med med begge hænder hammeren ud af hånden på mig og smadrede den ind i fjæset på mig. Det knasede og jeg blev fuldstændig groggy. Samtidig med at jeg faldt, havde jeg travlt med at afværge flere slag. Jeg kom på benene og drønede ind af døren til hallen, som jeg fik låst. Røveren begyndte at smadre løs på vinduet for at komme ind, .....................

Vend tilbage senere for flere detaljer.

På skadestuen blev jeg syet i baghovedet med besked om at gå til min tandlæge dagen efter.

Det var svært at falde i søvn den nat. (og også mange af de følgende nætter)

Her lærte jeg at 4-5 Iprener tager smerterne fra en fuldstyrke tandpine.

En fortand var knækket af, og flere var løse.

Den følgende uge måtte jeg holde forretningen lukket fordi en medarbejder var på ferie.

Min økonomi var ikke den bedste på det tidspunk, så jeg måtte nøjes med en nødtørftig behandlig.

På grund af fortsatte smerter, kørte jeg flere gange frem og tilbage mellem min læge og min tandlæge.

Tandlægen sagde at jeg skulle tage til lægen, og lægen sagde at jeg skulle tage til tandlægen.

Jeg blev ret uvenner med begge. Jeg lærte, at det kan være meget svært at få hjælp når ingen ser en mulighed for at tjene penge.

Det endte med, at jeg selv fik gravet et stykke af min kæbe ud fra tandkødet med nogle knappenåle.

Det gjorde ondt, men den irriterende smerte forsvandt. Dog blev tænderne lidt løsere.

Jeg var ved at miste lysten til at drive Allerød Autoophug, men gennem foreningen, Hjælp Voldsofre fik jeg både psykologhjælp og advokathjælp. Psykologhjælpen skulle jeg selv betale en betragtelig del af. Advokathjælpen fik jeg gratis. Min egen ulykkesforsikring dækkede desværre ikke tandskader, men der var håb om at få dækket udgiften til en ordentlig tandreparation gennem det offentlige. Det var det, advokaten skulle hjælpe med.

For at få gang i sagen skulle advokaten bruge politirapporten. Hillerød Politi nægtede at udlevere rapporten og derved blev det. Møderne med advokaten var tidsspilde, jeg kunne ingen erstatning få.

Jeg skev til statsadvokaten og klagede min nød, men fik et langt og indviklet afvisende svar, som jeg vil bringe her på siden, når jeg - forhåbentlig inden linge - finder det.

Jeg ved stadig ikke om det alene skyldtes ond vilje fra Politiets side, eller om der overhovedet var lavet nogen rapport. Men efter hvad jeg sidenhen hen har hørt og erfaret, kan man lige så godt glemme alt om at skrive til Statsadvokaten.
Jeg har hørt folk nævne, at man lige så godt kan skrive til Julemanden.

I mange år gjorde det ondt at børste tænder - både fysisk og psykisk.

Døde tænder bliver løse og falder ud før eller siden. Og det er sket nu. Resten af mit gebis ligner nu en nedbrændt negerladsby, og jeg må indrømme at jeg også selv har et ansvar for kvaliteten at min tandbørstning. Men de aftener og morgener jeg har glemt tandbøstningen, har jeg haft det meget bedre med at undgå at blive mindet om denne kedelige historie.

Røveren fik ikke pengene. Men set i bakspejlet, ville alt have været meget nemmere og billigere, hvis jeg havde givet ham dem.